Fornem pris til Pragmasofts direktør

8. maj løb IT Forum Midtjylland store awardshow af stablen. Formålet med priserne er at fremhæve
it-branchens mest betydningsfulde virksomheder og organisationer, bringe de gode historier frem i lyset
og hylde de personer, som gør en forskel.
Pragmasofts direktør Vibeke D. Hansen løb med prisen som årets IT kvinde.
Juryen bestod af Lise Marcher, it-chef i region Nordjylland, Mette Lundberg, Direktør for Politik og Kommunikation i IT-Branchen og Charlotte Sahl-Madsen Direktør for den nye Kunsthal Sønderborg og forhenværende konservativ minister for videnskab, teknologi og udvikling.
De begrundede deres valg således:

Vibeke D. Hansen bliver først og fremmest valgt som årets it-kvinde pga. sine stærke forretningsmæssige resultater. Hun formår som leder at skabe vækst og udvikling i de virksomheder hun står i spidsen for – senest hos Pragmasoft, som er blevet kåret til Gazelle to gange i træk.
Forretningsanalytisk går Vibeke grundigt til værks og har et stærkt fokus på udviklingen af de virksomheder hun leder. Fundamentet er ifølge Vibeke motiverede og veluddannede medarbejdere. Derfor fastholder hun – i en tid hvor andre virksomheder sparer – at investere i medarbejdernes kompetence-udvikling, idet hun tror på, at medarbejderne skaber nye løsninger og vækst.
Derudover evner hun at dele sin viden og refleksioner med andre – hun er åben, umiddelbar og aktiv, bl.a. i IT-Branchens hovedbestyrelse. Hun har fokus på forretningen,  interesserer sig for sine medarbejdere,  deler ud af sin viden og formår samtidig at skabe balance mellem arbejde og familieliv.
Vibeke er årets it-kvinde. Hun er en rollemodel, der kommer til branchen med en udsædvanlig baggrund, og via sine forretningsmæssige resultater inspirerer andre og viser at kvinder kan!